Den neurodiverse arbejdsplads

-nøglen til inklusion og innovation

Af Hans Kastbjerg, januar 2025

GAL ELLER GENIAL

I starten af min tid i den neurodivergente verden, stødte jeg på en ung mand med autisme. Han havde en ubegribelig stor viden om busser og de forskellige modeller, der findes. Jeg kan huske, at jeg blev helt overvældet, af al den viden denne unge mand havde. Han var elev i den specialskole, jeg arbejdede på, og han havde dage, hvor han ikke kunne slæbe sig afsted og han var til tider også meget skæv i sin sociale adfærd. Han havde høje lyde, der for ham havde mening, men som ikke passede i den sociale kontekst. Han legede med ord og opfandt nye ord, som ingen andre forstod mening med eller indhold af, hvilket han havde svært ved at forstå, da de gav god mening for ham.

Så på den ene side var den unge mand en vidensbank uden lige, på et helt specifikt område og på den anden side havde han en adfærd, der tydeligt skilte sig ud. Jeg arbejdede med ham nogle år og fandt ud af, at hans store drøm var at køre bus. Dengang var der desværre en udpræget misforståelse af, at mennesker med autisme ikke kunne køre bil. Så hans muligheder var små. Han var dog ihærdig og fik sit kørekort. Det kostede tid og et stort indhak i hans økonomi, men han fik det.

Jeg har siden erfaret, at han er blevet buschauffør og kører bus med børn med særlige behov. Så hans drøm blev til virkelighed. Ikke på grund af hans omgivelsers støtte (ej heller skolens) men på grund af hans ihærdighed og ønske om at være noget meningsfuldt for andre og for sig selv. Jeg har også mange gange siden tænkt, hvad der ville være sket, hvis man ikke havde haft tanken om, at autismen var begrænsende for ham i jagten på hans drøm. Ville han have opnået sin drøm tidligere? Ville vi som skole, have indrettet hans forløb anderledes og med mere fokus på at støtte ham og give ham plads til at gå efter det, der var vigtigt for ham?

Højst sandsynligt.

HVAD ER PRISEN?

Her mange år efter, har jeg selv en ung datter på 17 år. Hun har ADHD og er blevet diagnosticeret for 2 år siden – altså som 15-årig.

Hun er nu på vej ind i sit studieliv og skal om nogle år være en del af det store arbejdsmarked. Hun er, hvad man vil kalde, en klassisk ADHD-pige. Hun er dygtig til at indgå i de sociale relationer, hun er en del af. Skolen så aldrig en diagnose hos hende, da hun passede ind. Godt nok lidt hurtig en gang imellem og måske lidt mere drengeagtig, men hun indgik i undervisningen og de sociale spilleregler uden anmærkninger.

Dét de ikke så, men som vi som forældre så, var en pige, der kom hjem fra skole og enten var et stort vredesudbrud eller et mørkt trist hul. Den glade lettilgængelige pige de oplevede i skolen, så vi også, men vi så rigtigt meget den anden side af hende. Al den fleksibilitet hun viste i skolen, så vi meget lidt af og verden skulle helst foregå, på den måde hun havde brug for. Noget der til tider kunne være næsten umuligt i en familie med 2 mindre søskende.

Så på den ene side kunne hun alt og mange ting endda bedre end hendes jævnaldrende – ja selv opmærksomhedstesten, som hun skulle igennem under sin udredning, klarede hun bedre end dem uden opmærksomhedsforstyrrelser. Og selv om det ikke kunne ses, var hun helt færdig og udbrændt bagefter.

Når jeg, igennem de sidste 20 år, har arbejdet med neurodiversitet, har det været med fokus på at gøre det muligt for de neurodivergente, at finde deres plads i det liv, de lever og i den omverden, de begår sig i. Det har drejet sig om at finde muligheder og om at udvikle skoler og arbejdspladser til at blive så fleksible at de også kan inkludere mennesker med diagnoser af forskellig art. Altså dem der har meget at byde på, men som også kan have en del hensyn, der skal tages, for netop at kunne bidrage med det, de kan og det, de kan tilføre.

INKLUSION

For mig handler neurodiversitet netop om, hvad ordet betyder. Nemlig at skabe et samfund eller en sammenhæng, hvor det er muligt, at man som neurotypisk (mest almindelig hjerne) og neurodivergent (anderledes hjerne) kan være sammen og anse hinanden for værdifulde, i forhold til at løse de fælles opgaver der er på en arbejdsplads.

Det handler ikke om, at alt skal laves om, eller at vi skal skabe en arbejdsplads, der kun tager højde for neurodivergente. Det handler om at skabe fleksibilitet og forståelse af det faktum, at mennesker oplever, tænker og handler forskelligt og at forskellighed kan være værdifuldt for en arbejdsplads.

Neurodivergens vil jeg ikke betegne som en superkraft. Jeg har oplevet for mange neurodivergente kæmpe med deres eget liv, også i så høj grad, at det har været direkte invaliderende for nogen af dem. En del af kampen har handlet om, at omgivelserne har haft svært ved at forstå dem. En anden del af kampen, har været kampen med sig selv, i forhold til at leve et afbalanceret liv uden de store udsving.

Neurdivergens er en anden måde at opfatte verden på. Det betyder, at de rammer og strukturer vi har på vores arbejdspladser skal kigges på og anskues anderledes, for at finde ud af om der er flere muligheder eller alternative måder at arbejde på.

Nogle arbejdspladser er allerede i fuld gang og det er dejligt at opleve, at der er vilje til og ønske om at vide mere og arbejde fokuseret med neurodiversitet. Andre arbejdspladser kan have sværere ved det, da det kan virke overvældende og uoverskueligt at skulle forandre nogle processer og vaner, der har kørt i mange år.

HVORFOR?

Inkluderende neurodiverse arbejdspladser øger deres effektivitet, både i forhold til produktivitet og i forhold til fastholdelse af medarbejdere. Et australsk softwareteam øgede deres produktivitet med 30 % i forhold til deres konkurrenter og en dansk virksomhed, der arbejder med it-sikkerhed har fuldstændigt nedbragt deres sygefravær.

Så sagt på godt jysk. Det kan betale sig at arbejde med hen mod en inkluderende neurodivers arbejdsplads.

45 % af mennesker med ADHD er i øjeblikket uden for arbejdsmarkedet. En stor del af dem har de tekniske færdigheder til at arbejde med de områder de er uddannet indenfor. Så får vi held med at inkludere dem, vil vi også kunne sænke antallet af mennesker der står uden for arbejdsmarkedet i Danmark

Forleden overværede jeg et webinar om netop neurodiversitet. I kommentarfeltet var der en, der havde en problemstilling med en medarbejder. Medarbejderen var glad for de ”kedelige” opgaver, der var ensformige og kendte. Lederen, som spurgte i kommentarfeltet, havde svært ved at give opgaverne til medarbejderen, fordi han var nervøs for, at medarbejderen kom til at kede sig.

Opmærksomheden fra denne leder på sin medarbejder er prisværdig. Det viser, at han engagerer sig i sin medarbejder og gerne vil det bedste for ham. Der er også et dilemma. Han kan have svært ved at slippe sin egen opfattelse af, hvad ”givende” arbejde er. For hvad er ”givende” og hvad er ”kedeligt”? At han spørger og er undersøgende i webinaret, er det første skridt til, at vi kan skabe forandring i retning af neurodiversitet. Det handler netop om at være nysgerrig og i tvivl om ens egen måde at tænke på, er den eneste rigtige. Dét skaber neurodiverse arbejdspladser. Så denne leders mod til at spørge og undre sig, er vejen frem til at skabe en inkluderende neurodivers arbejdsplads.

HVORDAN?
For at opnå en inkluderende arbejdsplads, er noget af det vigtigste at skabe så stor en grad af psykologisk tryghed, at det er muligt at være åben fra medarbejderens side og at være nysgerrig fra lederens side. Stadig selvfølgelig med fokus på produktivitet og effektivitet.

For at hjælpe den åbenhed på vej har vi udviklet et værktøj, der hjælper både med dét og med afklaring i forhold til kommunikation, rammer og behov.

Vi kalder det TRIVSELSHJULET.

Det er en cirkel med 8 opmærksomhedspunkter, som man, i en 1:1-samtale, kan tage udgangspunkt i. Fx:

• OPMÆRKSOMHED
  • At kunne modtage og holde beskeder i tankerne længe nok, til at få dem omsat til svar eller handling
• PLANLÆGNING, STRUKTURERING OG OVERBLIK
  • At kunne planlægge sin arbejdsdag
  • At kunne holde styr på alle opgaverne
  • At kunne lave mål og følge planen derhen

Spørgsmål til OPMÆRKSOMHED kunne fx formuleres sådan: Hvordan modtager du bedst en besked (mundtligt/skriftligt) og hvordan holder du din opmærksomhed fast, indtil du har handlet på beskeden? Er det noget du har brug for hjælp til? Hvordan?

Ved at tage udgangspunkt i hjulet, har I noget at tale ud fra. Et element der kan fjerne fokus lidt fra den til tider ukomfortable 1:1- situation, øjenkontakt og uforudsigelighed i forventninger til svarene.

Det er vores mål i GoHuman at kunne udbrede endnu mere viden om neurodivergens (neurodiversitet?) til arbejdspladserne. Det er fælles viden og forståelse, der er med til at skabe grundlag for forandring og for et fælles ståsted i forhold til at skabe en neurodivers arbejdsplads.

Det er også vores mål at kunne gøre nogle af de processer lettere tilgængelige og mere overskuelige for arbejdspladsen. Og det er vores helt store mål at fortsætte med at skabe bro mellem neurodivergente og neurotypiske. Det kan måske være med til at flere, som den unge mand jeg beskrev i starten, lettere kan nå sit mål og at min datter kan blive en stor gevinst for sin fremtidige arbejdsplads.