3 grunde til, at coaching er en nøglekompetence for ledere i dag

– og eksempler på, hvordan du kan bruge det i praksis

 

Verden er blevet mere kompleks, mere uforudsigelig og markant hurtigere. Fra geopolitisk uro til splittede værdikæder, nye konkurrenter, teknologiske gennembrud og AI, der ændrer spillereglerne.

For de fleste virksomheder og organisationer er forandring ikke længere en afgrænset proces. Det er en naturlig del af hverdagen og driften.

Det stiller nye krav til ledere. Der er brug for noget andet end de ”gamle” metoder, der blev designet til en verden, der var mere forudsigelig.

Et fleksibelt mindset, evnen til at stå stærkt i sig selv og lede i det, der er, er blevet om end endnu vigtigere – og den coachende tilgang højaktuel.

Sådan kan coaching styrke din ledelse

Når vi arbejder med coaching på MasterCoach-uddannelsen, i vores skræddersyede forløb og en-til-en-samtaler, er det altid med fokus på det personlige lederskab og princippet om, at “den, der er fleksibel, har størst indflydelse”.

Her er tre eksempler på, hvordan det kan gøre en forskel for ledere i forbindelse med forandring:

  1. Et fleksibelt mindset hjælper dig i forandringstider

Den coachende tilgang handler overordnet set om at have et fleksibelt mindset og agere i den verden, du står i lige nu. Vi taler ofte om “virkelighedskløften”, som er afstanden mellem virkeligheden, som den er, og vores forestillinger om, hvordan den burde være.

Jo mere energi du bruger på “burde”, jo mindre har du til rådighed til at handle. Når du som leder kan stå i det, der faktisk er, bliver du både mere klar, mere rolig – og langt mere handlekraftig i forandring.

  1. Du står endnu stærkere i dig selv, også i turbulens

Et stærkt personligt lederskab gør dig i stand til at stå fast i dig selv og bevare roen, selv når alt flyver og farer omkring dig – samtidig med, at du arbejder på et højt refleksionsniveau.

Når du står stærkt i dig selv og træffer beslutninger uden at gå på kompromis med dine værdier, kan du fremstå tydeligere, roligere og mere troværdig. På den måde giver du dine medarbejdere og kolleger noget at orientere sig efter, der kan hjælpe dem med at finde retning og ro.

  1. Effektive værktøjer til at motivere til forandring

Den coachende tilgang giver dig enkle, effektive værktøjer til at være både nysgerrig, lyttende og tydelig i din kommunikation.

Det starter med dig selv. For hvis du som leder forstår, hvad der er på spil – omkring dig, hos dig selv og i andre – kan du også kommunikere det klart videre. For eksempel: Hvad ved vi? Hvad ved vi ikke? Hvad har vi kontrol over? Når du er transparent og tydelig i din kommunikation, er det med til at skabe tryghed.

Samtidig kan du med en coachende tilgang stille spørgsmål, hvor du inviterer medarbejderne til selv at tænke, tage stilling og finde deres egen vej i forandringen.

Og når mennesker både bliver hørt, involveret og kan mærke, at du står sikkert – så begynder det oftest også at flytte noget i dem selv. Det er dér, motivation til forandring opstår.

Eksempler på, hvordan du kan bruger den coachende tilgang i praksis’

1: Når en forandring skaber modstand i teamet

I stedet for at forklare og overbevise, kan du spørge: “Hvad er det vigtigste, vi skal have med os fra det, vi kommer fra?”, “Hvad bekymrer jer mest i den nye situation?”, “Hvad giver mening for jer i det her?”

2: Når der mangler klarhed og retning

I stedet for at give hurtige svar, kan du sige: “Det her ved vi”, “Det her er usikkert”, “Det her er vores næste skridt”
Og derefter: “Hvad har I brug for fra mig for at kunne arbejde videre herfra?”

3: Når tempoet er højt, og du selv er presset

I stedet for at reagere hurtigt, kan du stoppe op og spørge dig selv: “Hvad er faktisk situationen lige nu?”, “Hvad er vigtigt – og hvad er støj?”, “Hvordan vil jeg gerne stå i det her som leder?”

Vil du vide mere?

Læs mere om den 1-årige MasterCoach-uddannelse, hvor du bliver klædt på til at lede med en coachende tilgang.

Tilmeld dig nyhedsbrev