Fordybelse – en muskel du kan træne

Af Helle Flohr Koch & Katrine Mejnecke

Vi lever i en verden, hvor mails, møder, notifikationer og ad-hoc-opgaver fylder meget i vores hverdag. Vi kan have en overbevisning om, at vi (og andre) skal være tilgængelige hele tiden. Derfor bliver det svært at finde uforstyrret tid til at tænke og løse opgaver i dybden. Men netop denne tid – fordybelsestiden – er en forudsætning for bl.a. trivsel og effektivitet.

Når vi undersøger forskning på området omkring fordybelse, kan vi se, at medarbejdere i gennemsnit bliver afbrudt hvert tredje minut. Og det kan tage op til 23 minutter at genfinde samme koncentrationsniveau bagefter. Samtidig er vores gennemsnitlige opmærksomhedsspænd (attentionspan), faldet dramatisk – fra 2–2½ minut i 2003 til blot 47 sekunder i dag. Dvs. den tid vi kan fastholde vores opmærksomhed og koncentration på én ting.

Konsekvensen er, at vi hele tiden arbejder på overfladen, uden at nå ind i den fordybelse, hvor vi kan skabe nye løsninger, tænke strategisk og opleve mening i arbejdet.

Multitasking er en myte

Man kunne tro, at multitasking var en effektiv metode til at få løst mange opgaver på kort tid. Mange af os gør det, uden at tænke over det og føler os egentlig ret produktive. Men sandheden er, at multitasking har rigtig mange ulemper. Det kan tage op til dobbelt så lang at udføre en opgave, hvis vi laver andre ting på samme tid.  Vi laver flere fejl, vi husker dårligere og så ender vi med en slap ”fordybelses-muskel”.

Fordybelsestid giver mening

Fordybelsestid er for mange af os ikke en naturlig del af vores hverdag. Tværtimod er det ofte en sjældenhed, at vi når til en så fokuseret tilstand – at vi kan kalde det fordybelse. At afsætte tid til fordybelse er dog særlig vigtig, når vi oplever, at:

  • opgaverne er komplekse og kræver fokuseret tænkning.
  • kalenderen er styret af møder og småopgaver.
  • indbakken er fyldt af ubesvarede mails.
  • vi oplever stress, træthed eller udbrændthed.

Det handler om bevidst at vælge fordybelsestiden til. På den måde bliver arbejdsdagen ikke styret af tilfældige forstyrrelser – men erstattet af en arbejdsdag med tid til fokus og koncentration om de vigtigste opgaver. Det har så også den dejlige bonuseffekt, at det smitter af på vores omgivelser og medfører større effektivitet og bedre trivsel.

3 gode råd når du vil skabe fordybelsestid

Her er 3 gode råd til hvordan du kan skabe mere fordybelses. Husk det kræver tid at træne ”fordybelses-musklen”.

  1. Refleksion og bevidsthed

Start dagen med at stille dig selv tre spørgsmål:

  • Hvad er mine vigtigste opgaver i dag?
  • Kan jeg nå det, jeg har planlagt?
  • Hvad skal jeg flytte, droppe eller uddelegere?

Husk at være realistisk og ærlig overfor dig selv.

  1. Struktur og rammer

Kalenderen kan være et stærkt værktøj, hvis vi bruger den aktivt og ikke mindst realistisk i forhold til tidsforbrug. Sæt tid af i din kalender til fordybelse og beskyt den på samme måde, som et vigtigt møde. Nogle organisationer vælger at indføre fælles fordybelsestid, fx fra 8–8:45, så hele teamet arbejder uforstyrret. Hvis det ikke er muligt, så kan det være en god idé at skabe din egen rutine.

  1. Træning

Fordybelse er som sagt som en muskel, der skal trænes. Det kræver, at vi øver os i at udskyde overspringshandlinger, minimere distraktioner og arbejde bevidst med vores egen tid og det fokuserede nærvær.
Husk at nærvær et sted kræver fravær andre steder.

Fordybelse – en vej til trivsel

Fordybelsestid handler ikke kun om effektivitet – det handler i lige så høj grad om trivsel. Når vi arbejder i dybden med en opgave, oplever vi at tiden giver mening, vi får mere energi og mindre stress.

Derfor kan det være hjælpsomt at stille sig selv eller sit team disse tre spørgsmål:

  • Hvad skal vi begynde med at gøre for at skabe tid til fordybelse?
  • Hvad skal vi stoppe med at gøre, fordi ødelægger vores mulighed for fordybelse?
  • Hvad skal vi fortsætte med at gøre, fordi det allerede virker?

Vi skal ikke bare lære at håndtere forstyrrelser – vi skal skabe plads til det modsatte. Det starter i virkeligheden med et simpelt spørgsmål:

👉 Er tiden, du bruger – tiden værd?

Værd at vide om konflikter

Torsdag den 20. november kl. 8-9

WEBINAR

Få værdifuld indsigt i, hvordan konfliktsituationer påvirker din hjerne og krop – og hvorfor vi ofte mister overblikket, når vi er pressede. Bliv klogere på, hvilke veje du kan vælge i konflikter, og hvordan du kan håndtere og løse konflikter mere konstruktivt.

Du får indsigt i:

  • Psykiske og fysiske reaktionsmønstre
  • De tre veje du kan gå i konflikter
  • Hvorfor det er godt at være konfliktsky

Vært: Hans Kastbjerg & Lisbet Bladbjerg

Sted: Online på Teams (du får link, når du tilmelder dig)

Tid:  8-9

 

Tilmeld dig her

Coachuddannelse: Personligt lederskab 1-årig MasterCoach

1-årig MasterCoach

Uddannelsen 1-årig MasterCoach er en intensiv uddannelse med høj faglig standard og praksisnære værktøjer, der udvikler og styrker dig personligt og professionelt.

Personlig coaching

Personlig coaching

Personlig coaching er for dig, som har lyst til udvikling eller sidder fast i en problematik. Vi er din neutrale sparringspartner, der kan udfordre og hjælpe dig med at få nye perspektiver og handlemuligheder – uanset om du har et problem, står i et dilemma eller har et ønske om at udvikle dig som menneske.

Tilmeld dig nyhedsbrev