Kom tættere på Helle Flohr Koch
KOM TÆTTERE PÅ…
Helle Flohr Koch – En nysgerrig coach, der skaber bevægelse hos både mennesker og organisationer. Helle beskriver sig selv både som en eventyrlysten Indiana Jones og en gammeldags boomer (trods hun i virkeligheden er generation X).
Hvad der driver dig Helle?
Årh… det er svært sådan at svare kortfattet på. Men min nysgerrighed er en stor driver. Jeg synes alle mennesker er spændende, jeg elsker at lære nyt og så ÆÆÆLSKER jeg, når mine fordomme får en lussing. Jeg er meget imponeret over, hvor langt man kan komme med den coachende tilgang, strukturerede samtaler og gode coachværktøjer.
Jeg ser lidt mig selv som en slags Indiana Jones, der er på opdagelse sammen med min klient. Jeg har ”skattekortet” i form af spørgsmålene og klienten bestemmer, om vi skal til højre eller venstre baseret på sine svar.
Dermed finder klienten selv de handlinger, der passer i livet ud fra værdier, der er vigtige for vedkommende. Det er da fedt, ikk?
Udover individuelle forløb arbejder jeg også med virksomheder og organisationer, hvor jeg holder praksisnære workshops med fokus på bl.a. stressforebyggelse, fordybelsestid og fokus på arbejdet samt hvordan arbejdspladser kan skabe rum for neurodivergente.
Det er så vigtigt for mig at skabe rum til refleksion og levere konkrete værktøjer, som kan bruges med det samme. Det er en WORKshop! -Altså at deltagerne får arbejdet med præcis de udfordringer eller den udvikling, de ønsker i deres team/virksomhed.
Hvad har du fokus på lige nu?
Der er flere ting i min radar lige nu. De unge, som jeg møder, står i et krydspres mellem egne og andres forventninger. Jeg oplever, at de er ”sultne” på at vide mere om sig selv, opdage nye perspektiver og dermed handlemuligheder.
Derudover så er jeg dybt optaget af neurodiversitet (primært autisme og ADHD).
Jeg arbejder 1:1 med mennesker med diagnoser, jeg samarbejder med kommuner om borgere med diagnoser og jeg afholder workshops om den inkluderende arbejdsplads. Jeg har den holdning at mange af de værktøjer og strategier, der virker for neurodivergente også er gode for neurotypiske hjerner. Sammen kan vi rigtig meget.
Kan du sige noget om hvordan du arbejder?
Det er vigtigt for mig at behandle andre ordentligt, at møde andre med åbenhed og respekt, hvilket måske lyder lidt banalt. Men særligt sætningen: ”Respekt for andres model af verden.” rammer virkelig godt ned i, sådan som jeg har det. For mig betyder den sætning, at vi allesammen kommer med forskellige oplevelser og erfaringer, som vi filtrerer vores holdninger og adfærd igennem. Vi oplever ikke verden, som den er, men som de individer vi er. I virkeligheden ANER jeg ikke, hvad du kommer fra/af, så derfor vil eller skal jeg heller ikke dømme dig.
Men den sætning er fuldstændig indgroet i mig og gør for mig, at det er nemmere at møde mennesker og giver mig lyst til at være nysgerrig på deres model af verden.

Uddannelsen 1-årig MasterCoach er en intensiv uddannelse med høj faglig standard og praksisnære værktøjer, der udvikler og styrker dig personligt og professionelt.