Stop stress

Af Helle Jo Kibsgaard

November 2024

Stress er kommet for at blive. Det går ikke væk af sig selv og det er ikke de svageliges dårlige undskyldning for ikke at lave noget eller de dovnes kampråd.

Hvis der var noget jeg gerne ville udrydde så var det kræft og stress. Det er epidemier, som tager vores liv og livskvalitet og som vi langt hen ad vejen kan gøre meget for at forebygge og opdage i tide. Nu ved jeg for lidt om kræft, så det vil jeg overlade til andre, der har forstand på det.

Men jeg ved noget om stress. En hel del desværre – og heldigvis. Desværre fordi jeg engang var så uendelig tykpandet, at jeg troede jeg var uovervindelig. Jeg troede, at jeg var så stærk som jeg havde brug for at være – og at hvis nogen kunne tåle mosten så var det mig. Behøver jeg fortælle dig, at jeg tog fejl?

Jeg var midt i fyrrene. Direktør på et reklamebureau i vækst. Havde mand og to børn i skolealderen – ja ikke manden altså. Jeg havde virkelig gang i karrieren. Jeg elskede mit job, mine kunder og mine medarbejdere. Jeg elskede også min mand og mine børn – men dem kommer vi lige tilbage til.

Der var godt gang i jobbet og jeg havde det som en fisk i vandet. Bevares der var lidt småtravlt, men med min struktur og evne til knivskarp prioritering, så var det jo ingen sag. Det gik godt et stykke ad vejen, men pludselig en dag midt i et møde, så ”faldt jeg ud” – ikke sådan bogstaveligt, men jeg tabte kontakten til mig selv og kunne hverken tale med eller forstå hvad det hele gik ud på.

Som den ”no-quitter” jeg er, blev jeg selvfølgelig siddende til mødet var slut – og gik derefter hjem med bemærkningen ”jeg har det ikke så godt”.

Zombie på fuld tid

Det blev enden på min glorværdige karriere i reklamebranchen. Jeg havde fået et stresskollaps og blev sygemeldt lige på stedet. Jeg havde ingen kontakt til min krop, mine følelser eller andet – jeg var nu zombie på fuld tid.

Det tog – hvis vi tager alle bumpene med, det meste af et år, før jeg var mig selv igen. Mig selv som et nærværende og nogenlunde afbalanceret menneske. Men det tog mig nok 5 år før jeg helt forstod kompleksiteten.

Jeg tog heldigvis imod alt den hjælp jeg kunne få. I første omgang smed jeg selvfølgelig de antidepressive piller ud. Dem havde jeg ikke brug for… Jeg fik dem så igen og det var godt. Jeg fik samtale- og kropsterapi og uendelig meget kærlighed og omsorg – og frem for alt fred og ro.

Stress er absurd enkelt og helt vildt komplekst på samme tid. Helt enkelt er det en overbelastning – af alt for meget, alt for længe. Men at forstå sig selv i processen, så man kan stoppe sig – det er virkelig ikke for tøsedrenge.

Nå ja, mine børn og min mand. De var med hele vejen – både da jeg var topstresset og urimelig sur. Og da jeg efterfølgende sad i sofaen dagen lang med depressionens matte udtryk og minus-mimik. Det var ikke nemt at være tilskuer til. Hvis der er noget, jeg gerne vil lave om, så er det den tid. Men når nu galt er, så lærte jeg det på den hårde måde. Og jeg har arbejdet med at lære andre hvad stress er, lige siden.

Det er stærke mennesker, der får stress

Lad os lige slå fast. Det er stærke mennesker der bliver syge af stress. Dem der kan holde til alt for meget, alt for længe og som hen ad vejen mod stress-kollapset, formår at lukke af for og ignorere de signaler deres krop og deres hjerne igennem rigtig lang tid har sendt dem. STOP signaler. Hold så da for pokker op med at overbelaste mig langt ud over det rimelige – signaler.

Det frygtelige ved stress er at selverkendelsen forsvinder og evnen til sunde, fornuftige ræsonnementer ryger samme vej, når stressniveauet når et vist punkt.

Det er helt vildt vigtigt, at vi kender vores egne signaler, så vi kan stoppe op og blive stoppet, før stress stopper os med en knytnæve lige i ansigtet. Er vi først kollapset, er der ofte lang vej tilbage til at genoprette balancen, for kroppen tror ikke længere på, at vi er i stand til at passe på os selv. Og vi har jo også lige bevist det modsatte.

Vi har et værktøj.  Det er enkelt at bruge, det har ingen bivirkninger og det virker i praksis.

SOS = Signaler Om Stress

Først skal du finde ud af hvilke stresssignaler du har, når du er stress påvirket -altså overbelastet og har været det et stykke tid. Ikke syg af stress, men der hvor du står på kanten af småt brændbart og har været belastet for meget, for længe. Om belastningen hører til i dit privatliv eller i dit arbejdsliv er ikke så vigtigt. Det vigtige er, at du lærer at stoppe, på bestemte signaler – som grøn mand gå, rød mand stå – så enkelt er det. Ligesom da du skulle lære at færdes i trafikken.

Tænk over hvilke indre signaler du har. De indre signaler er de signaler, du kan mærke og som ingen andre kan se. Det kan være svimmelhed, hovedpine, koncentrationsbesvær, tristhed, indre uro, tankemylder, kvalme og meget andet. Du skal kende de vigtigste indre signaler så godt, at du stopper op og reflekterer over dem, når de melder sig.

Så skal du finde dine vigtigste ydre signaler. Det er dem, andre kan se på dig. Særligt de, som er tætte på dig kan se, høre eller mærke. Spørg omkring dig, hvis du er i tvivl. Mennesker, der kender dig godt, vil helt sikkert kende dem. De ydre signaler kan være opfarenhed, manglende øjenkontakt, hjælpeløshed, manglende humor, at du trækker dig fra sociale sammenhænge, at du snerrer ad folk eller har let til tårer. Signalerne er mange og forskellige. Vi har hver vores helt egne.

Skriv dem ned på en tavle eller en seddel eller lav et SOS-kort. Nu skal du finde én eller to personer som du har tiltro til og som vil hjælpe dig.  Du skal aftale med dem, at de skal sige til, hvis de oplever, at du viser nogle af de signaler, der står på dit SOS-kort.  Du skal til gengæld love ikke at bide hovedet af dem, når de så siger det – men derimod sige tak og at gå hjem og tænke, over det de har sagt.

Del ikke SOS med hvem som helst!

Det er i øvrigt ret vigtigt, at det ikke er den ”falske” ven vi deler vores SOS-kort med. Så risikerer du nemlig at reagere lige så Neandertaleragtigt som mig, da én af mine kolleger engang kom og sagde ”er det ikke svært, at være dig i den her situation, jeg synes du virker så trykket”. Mit svar var naturligvis ”hvad snakker du om – jeg har fuldstændig styr på det og jeg har det fint, tak.” Hvorefter min krybdyrhjerne fortsatte med tanken ”han ville fandeme ikke have styr på det, hvis det var ham, der var i mine sko” Lad det lige blive mellem os to – han havde jo ret! Han kunne se alle mine SOS-tegn, men problemet var, at jeg ikke havde selverkendelse til at se det.

Så gør dig selv en tjeneste. Del dine overbelastningstegn med en rigtig god ven eller kollega. Én der ser dig i dagligdagen og som både har vilje og mod til at fortælle dig, når du viser tegn på overbelastning.  Ligeledes lover du dig selv at du for fremtiden vil være opmærksom, på dine indre signaler og at du vil stoppe op når de kommer og finde ud af, hvad der har udløst dem.

Stress er kompleks – gør det enkelt

Nu er du godt på vej til at undgå at blive alt for overbelastet og syg af stress. Vi tror ikke det kan lade sig gøre ikke at blive stress påvirket – men vi kan undgå at blive syge af stress. Vi skal ”bare” have det værktøj, der gør os stand til at stoppe, når ” nok er nok”.

Stress er en kompleks ting – ja det ved

vi alt om. Vi har arbejdet med stress i de sidste næsten 20 år og hjulpet mange mennesker og mange virksomheder med at forebygge og med at behandle. Så lad os starte et sted og gøre det enkle først.

SOS afsted med dig – ud i verden og find din SOS-makker. Del jeres signaler med hinanden, skriv dem op, hug dem i sten, form dem i ler. Bare gør dem tydelige for pokker. Sig det højt og hjælp hinanden. Så er vi allerede godt i gang, med at starte en verdensomspændende trend J  Kald os bare ambitiøse, for det er lige det vi er.

Kærlig hilsen

GoHuman

Helle Jo Kibsgaard